Indretning af nyt børnehus
To daginstitutioner blev fusioneret og skulle flytte sammen. Her hjalp vi personalet
med en overordnet indretningsplan, hvor små aktivitets-zoner og legerum blev
skabt. Vi har på forhånd lagt nogle “spor” ud, som guider børnene i rummene.
Nyt børnehus i Valby med sammenhængende farver og rummet i spil som ekstra “pædagog”
Første møde – Input og ønsker fra personalet
To dagsinstitutioner skulle sidste år lægges sammen til et større Børnehus “Noas Ark” med adresse i Valby.
Lederen af institutionen tog kontakt til os, for at få hjælp til en indretningsplan, der gav et fælles udtryk og koordineret design for det nye Børnehus Noas Ark.
Budgettet var i dette tilfælde småt, så vi måtte genbruge rigtig meget og tænke zoner ind ved hjælp af få men virksomme tiltag!
Vi fik et overblik over de to institutioners nuværende møbler, som skulle i spil samt pædagogernes ønsker om funktioner i rum og krav til de nye møbler.
Herefter fik vi tegnet alle stuer med møblering, så flyttefolkene og personalet havde en plan for, hvordan alting skulle placeres. Med 3D visualisering og farveplan med farvekoder, kunne håndværkerne orientere sig i rummene og se hvor der skulle males “Huse” og andre symboler samt ophænges akustikpaneler, nye skabe m.m.

Nudging – Rummet som pædagog
Når vi indretter med farver og symboler på væggene og gulve skaber vi som rum, som er med til at indbyde til f.eks. rolleleg eller et fast mødested ved samling.
Det er på forhånd givet, at her er rummet, hvor vi skal sidde på gulvet og her er pladsen, hvor vi kan lege med Lego osv. Vi har på forhånd lagt nogle spor i rummet som “nudger” børnene i en retning.

( Nudging – betyder at give et lille puf)
Mobile og flexible møbler og minimering af sanseindtryk for børn og voksne.
Når pladsen skal optimeres er det vigtig at møblerne kan justeres og evt. flyttes efter behov.
Ivarskabe er indkøbt i IKEA og malet i samme farvekode som væggen nedenunder. Her er det meningen af de ting der ikke skal være i børnehøjde, kan opbevares og gemmes væk, når det ikke er i brug.
Praktik, pædagogik og æstetik
De fysiske rum kan betragtes som en ressource for alle, hvis man tænker alle elementer med.
- Praktik – Rummene skal være nemme at orientere sig i og det skal være indrettet sådan at børnene selv kan komme til legetøj og andre aktiviteter, de selv kan bruge uden voksenstøtte. Det giver ro og overskuelighed, når de faste aktiviteter i rummet har en veldefineret plads – fx Gallerivæg til udstilling af børnenes tegninger eller en fast samlingsplads til morgensamling med børnene. Opbevaring af personalets materialer skal være nemt for alle at finde og komme til.
- Pædagogik – Rummene skal være en ressource for børn og voksne. Rummene skal indbyde til leg og anden aktivitet og være gode læringsrum. Det handler om udnytte den plads og de muligheder, man har optimalt. Sørge for at minimere sanseindtryk i de små rum, så det der skal opleves og læres ikke drukner i hinanden.
- En aftalt farveplan med få smukke farver pr. rum giver ro for øjet. Små veldefinerede “rum i rummet” giver tryghed, da der på forhånd er skabt mulighed for flere forskellige lege og aktiviteter. Møbler der nemt kan pakkes sammen eller flyttes. God belysning og god akustik er også væsentlige elementer for at de fysiske rum er optimale.
- Æstetik – Det vi lærer igennem vores sanser. Smukke farver, godt design og materialer, der hænger godt sammen, giver børn og voksne mere ro og overskud til at være og lære.
Kunne du lide “Indretning som giver rum til leg “? Så vil du garanteret også kunne lide vores indlæg om “Institutionsindretning- Praktik, pædagogik og æstetik”

“I forbindelse med vores sammenlægning af to børneinstitutioner kontaktede vi Søren og Mette for rådgivning om farvevalg og indretning.
Vi valgte dem bl.a., fordi Mette har en pædagogisk baggrund og en stærk forståelse for daginstitutionslivet. Hun har ikke kun fokus på indretning, men også på at skabe gode lege- og læringsmiljøer – noget vi tydeligt mærkede gennem hele processen.
Mette var god til at lytte og inddrage vores behov, og hendes plantegninger gav realistiske og brugbare løsninger. Indretningsplanen gjorde det samtidig langt nemmere at samle medarbejderne om en fælles retning.
Børnene har reageret meget positivt på de tydelige lege- og samlingszoner, og de visuelle elementer skaber ro og overblik i hverdagen. Symbolerne fungerer som en rød tråd og binder vores to matrikler flot sammen.
Vi er meget glade for samarbejdet og ville gerne have haft mulighed for at føre endnu flere af Mettes gode idéer ud i livet.
Vh. Nicole”
Lederen af Børnehuset Noas Ark
